Mandemonologer
Majinskis ure
uddrag
Monolog af Alexander Kirilov.
Scenen er et betonbyggeri i periferien af Sofia. Rundt om bygningen er der en boligkarré, som er blevet stoppet for ti år siden, da det skandinaviske firma, der investerede i området, gik konkurs pga. en skandale med svindel. Området består af campingvogne, store, ufærdige boligskeletter og grønne pletter rundt om en kloak, med træer og græs, fuld af sultne, hjemløse hunde. Otte kunstnere fra teaterbranchen har fået tildelt lejligheder i det ene færdige byggeri.
7. januar, 2012
Det er hundenes januar måned. De spiste en kvinde forleden, men der er ingen der vil tale om det. Hverken Anna eller Nicolai eller Ivan vil tale om hæren, lad det ligge, Alexander, vi har fået demokrati, du ville være utilpas alle steder, du kunne jo heller ikke holde vesten ud. De hunde åd hendes bryster. Ingen tror på det. Jeg bliver her. Her er: Majinski. Jeg savner mit klaver. Jeg byttede det for et køleskab og et komfur.
Jeg var noget unikt dengang, alle elskede mig. Alle kvinder ville sutte min pik, da jeg arbejdede på teateret. Dagene glemmer. Kvinderne glemmer.
Det er magtens mænd, der skriver historien. Men til sommer skriver vi historien om. Jeg bor i samme byggeri som Majinski, de gav otte kunstnere en bolig mellem hunde og sigøjnere. I dag kom han forbi. Majinski kom forbi. Han havde brug for min hjælp. Ud af tågerne, sagde han, til sommer skriver vi historien om. Det sagde Majinski. Jeg har aldrig bedt om at låne penge af nogen. Men han skylder mig stadig fra dengang hans kone løb ud foran den bil. Hendes kørestol. Nu er det deres datter Lucia der løber ud om natten. Majinski bad mig finde hende. Han stod der i døren med en flaske vin – og det der ur. Det ur, han trak op. Det kan han godt lide. Det er til kongen. Det sagde han. Kongen elsker kunstnerne, jeg har lavet 4 ure til ham. Kongen elsker ure, han er vokset op i Hviderusland, han klamrede sig til lydene af urene, de gik tik tak tik tak lød som fuglekvidder. Jeg sagde, det er de politisvin, der har magten nu, demokratiet er en maske, kongen er slet ikke konge mere… . Vil du have det her ur? spurgte han. Jeg svarede ikke. Jeg svarede ikke. Har du set min datter? spurgte han. Det er som om hun løber rundt i min underbevidsthed et sted, jeg kan ikke sove. Du er ung, du ser bedre end mig – vil du prøve at finde hende? Han slog mig på skulderen. Så kommer vi ud. Kongen kommer og køber urene. Så kommer vi ud. Du rejser med os.
Hun ligger i sengen med uret, det er hundenes januar måned. Jeg fandt hende i skeletterne, hun løb rundt i udklædningstøj. Men dagene glemmer. Jeg gør hende ingenting, jeg har ikke bedt Majinski om penge, jeg giver ham hans datter tilbage. En datter for et ur. Og hvad mere? Hvad er mennesket? Han kaldte mig svigersøn.
Jeg er noget unikt, alle elskede mig, der var en svensk pige, hun ville have gjort alt hvad jeg bad hende om. Your beautiful cock, alexander, we don’t have them in Sweden… Det sagde hun. Men hun var.. falsk. Hun vidste ikke noget om kærlighed. Det her med Lucia. Hvis jeg åbnede den kærlighed, som pariserne åbner aviserne i forårssolen – nej, hun ville trampe på min hjertemuskel. Der findes ingen ægte kvinder. Min mor væltede sig ned mod de SKARPESTE sten på molen. Men jeg er nabo til Majinski. Han har boet i 8 år over for Ministeriet. Overfor frihedsstatuen for Stalins død. Men Stalin lever i kulden, Rusland har lukket for varmen, det er hundene, de har kold ånde. De bed en kvinde ihjel. Jeg har ikke noget imod sigøjnere, jeg forstår alles lidelser, jeg bor imellem hunde og sigøjnere, det er magten, der skriver historien. Jeg vil dele blod med Majinski. Hans datter Lucia. Hun ignorerede min pik. Hun suttede på mine tæer, jeg kunne ikke gøre noget. Jeg gav hende sovepiller. Kun 3. Jeg fik ikke et øjebliks fred for hende. Jeg løb op og sagde det til Majinski i går. Han sad der med sin kone i kørestol i den gule stue, alle urene tikkede. Det vil jeg sige jer, parasitter på kunstkassen, der er ingen i hele Sofia, der låner penge til én med mit navn, men jeg ER ikke mit navn. Majinski fortæller mig sine hemmeligheder. Jeg løb bare lige op og lyttede til urene tikke. Deres tikken lyder som fuglekvidder. Hans datter. Hans ure. Det betyder noget, det er sprængfarligt. Men der var også noget andet, jeg så det GAMLE ur i skuffen. Nej. Jeg vil ikke tvivle. Hvis man tvivler, går alt op i flammer. Jeg har tændt for komfuret så mange gange, men altid slukket igen. Jeg er ydmyg, alle elskede mig.